Når vi lærer at overhøre andre, dropper vi os selv

Åndedrætsterapi terapi
Åndedrætsterapi

Jeg kan huske en situation, hvor jeg hørte et barn, som græd og græd – så hjerteskærende og helt nede fra maven. ”Jeg vil have far” – ”Jeg vil ikke i børnehave” får han fremstammet. Mor siger irriteret, ”jamen jeg skal på arbejde”, ”hold op med at græde” og forsøger ihærdigt at få dagen til at tage sin begyndelse, sådan som den skal, for at det hele kører rundt.

Det er vel de færreste, der ikke genkender den situation. Jeg kan i hvert fald skrive under på, det er sket mere end en gang i min familie, især – lige som i denne situation – da jeg var nyskilt.

Men det er ikke så meget det der med at være nyskilt, det er mere det med, at vi fravælger at se, høre, trøste og tale med en, vi holder af. Når det alligevel sker, så viser vi, at følelser skal undertrykkes, og det er altså bare ikke særlig smart, lige meget hvor mange grunde vi giver til ikke at lytte til vores børn – eller i det hele taget.

Det kan godt være, det er vores eget spejlbillede (der blev ikke lyttet til mor), og man gør som bekendt det, man har lært. Forståeligt nok, men helt ærlig (jeg tager fat i egen barm) lad være med at gøre, hvad du selv ønskede at have været foruden.

Dybest set – når vi lærer at overhøre andre, dropper vi os selv.

Lyt – på knæ

Man kan sige, at de to har hver deres agenda – mor vil have klaret en opgave og drengen vil trøstes.

Når man ikke mødes på halvvejen i sådanne dagligdags situationer, tænker jeg, og det står selvfølgelig helt for egen regning, at der er sået en lille spire. Den lille spire hedder magtkamp – ”når du ikke lytter til mig, så ………….. så lytter jeg heller ikke til dig”. Hvad tænker du?

Mor er selvfølgelig ked af det, klart nok, men i den konkrete situation, så har den lille dreng jo bare brug at blive krammet, lyttet til, få lettet sit hjerte og få sat ord på sin sorg.

Måske vil det være en ide at være lidt matematisk. Hvis jeg nu investerer lidt tid her og nu og lytter, ser og trøster, så kan det være jeg sparer tid ”i den anden ende”.

Samtidig med det, kan man kvæle (eller i hvert fald udfordre) den der med ”ikke at gøre mod sit afkom, som man selv blev udsat for”. Så er der virkelig en win win situation og helt seriøst, så bidrages der til et bedre samfund (på den lange bane ganske vist), for vores afkom møder i højere grad verden ved at

  • være nysgerrige på andre
  • stille spørgsmål
  • lytte
  • møde personen der, hvor personen har brug for at blive mødt (ren Kierkegaard)
  • give kærlighed i form af en knus og trøstende ord
  • undertrykke følelser (du må ikke græde)
  • være ydmyg (tilsidesætte egen agenda)

Nu tænker du måske, ”så let er det altså heller ikke”, ”er hun ikke lidt rigelig kæk”, eller måske ”hun er da arrogant hende der”. Tja, det er muligt. Det er også kun en ide til at flytte fokus, men hvad nu hvis det kunne hjælpe til at sætte prop i energidrænet og vende det til din personlige energiopsparing.

Ren bæredygtighed og super moderne.

Giv slip – og tænk bagefter

Jeg ved det godt. Når man står der og har travlt, har linet hele forløbet op, og der ikke er plads til tidsmæssig slip, så er det koldsveden, mavekneb og billeder af den sure chef, kollega, kunde eller hvad det nu måtte være, der dukker op.

Men prøv lige at høre. Vi mennesker løser super svære opgaver, flyver til månen, styrer firmaer og lande, det må da være muligt, at kunne få overblik over sådan et forløb som det her. Hvad skal der til?

Måske vil en enkel ting, som at have lidt luft i tidsplanen, så der er mulighed for 10 minutters knæfald inkl.  at lytte og trøste i virkeligheden være nok til at udrette mirakler og få en succeshistorie? Det må hver især gøre op med sig selv, men jeg ved i hvert fald, at hvis man ikke tænker og prøver nyt, så sker der heller ikke noget nyt.

Personlig er jeg ret vild med enkelhed. Når jeg synes, det hele bliver for stort, mærkeligt og uoverskueligt, så har jeg efterhånden lært – og nogen gange lykkes det – at stoppe op og lige spørge mig selv, hvad er vigtigt? Første prioritet og fokus er at holde det på et enkelt plan, ellers går der ”ged i den” igen.

Mit enkle fokus i eksemplet her kunne være, ”hvad er problemet?” og ”hvordan fikser jeg dette mest effektiv?”. Lige som det hele tiden har været, men jeg tænker nu ”det mest effektive = at opfylde sønnikes behov for omsorg”.

Jeg må give slip på egen agenda (det er så lige det, der er svært), gå på knæ og kramme, trøste, lytte til det mit barn har brug for at komme af med – og så gå videre. Hvis jeg tænker på alt det, jeg skal nå, får jeg aldrig givet slip, så jeg giver slip og tænker bagefter.

Del på:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *