Når mennesker ønsker at skabe forandring, fokuserer de ofte på det synlige resultat. De ønsker at reagere anderledes, tænke anderledes eller slippe en vane, som ikke længere gavner dem.
Det giver god mening.
Men bag den synlige forandring foregår der samtidig en række processer i hjernen, som de færreste lægger mærke til.
Når du arbejder med et gammelt mønster, handler det nemlig ikke kun om at træffe en ny beslutning. Hjernen skal også lære en ny måde at fungere på. Den skal skabe nye forbindelser, styrke nye spor og gradvist mindske afhængigheden af de reaktioner, som tidligere har været automatiske.
Det er en af grundene til, at forandring kan føles både langsom og krævende.
Det betyder ikke, at der er noget galt med dig. Det betyder, at hjernen er i gang med at lære.
Den gode nyhed er, at hjernen er langt mere foranderlig, end man tidligere troede. Forskningen i neuroplasticitet har vist, at hjernen kan udvikle sig gennem hele livet, og at nye erfaringer faktisk kan ændre de forbindelser, som ligger bag vores tanker, følelser og handlinger.
Hvad sker der, når du vælger en ny reaktion?
Hver gang du reagerer på en ny måde, sender du hjernen et signal om, at der findes en alternativ vej.
Hvis du tidligere har reageret med selvkritik, men vælger at møde dig selv med mere forståelse, aktiveres andre forbindelser end dem, hjernen normalt bruger. Hvis du sætter en grænse i en situation, hvor du tidligere ville have tilsidesat dine egne behov, sker det samme.
I begyndelsen føles disse nye reaktioner ofte unaturlige.
Det skyldes ikke, at de er forkerte. Det skyldes, at hjernen endnu ikke har brugt dem særligt mange gange.
De gamle forbindelser er stærke, fordi de er blevet gentaget gennem måneder, år eller måske årtier. De nye forbindelser er derimod stadig under opbygning.
Derfor oplever mange, at de skal tænke sig mere om i starten af en forandringsproces. Det kræver mere opmærksomhed at vælge en ny vej end at følge den gamle. Det er en naturlig del af læringen.
Hvordan styrker hjernen nye neuronbaner?
Et af de mest centrale principper inden for neurovidenskab handler om gentagelse.
Når bestemte nerveceller aktiveres sammen igen og igen, bliver forbindelsen mellem dem gradvist stærkere. Det er denne proces, som ligger bag både læring, vanedannelse og personlig udvikling.
Man kan sammenligne det med en sti gennem et landskab. Jo flere gange den samme sti bliver brugt, desto tydeligere bliver den. Samtidig bliver det lettere at følge den næste gang.
På samme måde fungerer hjernen. Hver gang du vælger den nye reaktion, styrker du det spor, du ønsker mere af. Det sker ikke nødvendigvis fra den ene dag til den anden, men over tid bliver forbindelsen mere stabil og lettere at aktivere.
Derfor handler forandring sjældent om én stor beslutning. Den handler ofte om mange små gentagelser, som gradvist lærer hjernen noget nyt.
Hvorfor føles forandring ofte anstrengende i starten?
En af de ting, som overrasker mange, er, hvor trættende forandring kan føles. Forklaringen hænger blandt andet sammen med hjernens energiforbrug.
Hjernen forsøger hele tiden at arbejde så effektivt som muligt. Derfor foretrækker den løsninger, som allerede er kendte. Når du begynder at gøre noget anderledes, skal hjernen bruge flere ressourcer på at analysere situationen og træffe et bevidst valg.
Den præfrontale cortex, som blandt andet hjælper os med refleksion og planlægning, bliver mere aktiv i denne fase. Det er også derfor, at nye mønstre kan føles lettere nogle dage end andre.
Når vi er trætte, stressede eller følelsesmæssigt belastede, søger hjernen ofte tilbage mod de gamle spor, fordi de kræver mindre energi.
Det betyder ikke, at forandringen er væk. Det betyder blot, at hjernen stadig er i gang med at opbygge den nye vej.
Hvad betyder synaptisk beskæring?
Når vi taler om neuroplasticitet, handler det ikke kun om at skabe nye forbindelser.
Hjernen arbejder også med noget, som kaldes synaptisk beskæring. Det betyder, at forbindelser, som bruges sjældent, gradvist bliver svagere. Hjernen rydder med andre ord op.
Den forsøger hele tiden at bruge sine ressourcer på de forbindelser, som er mest relevante. Derfor bliver gamle mønstre ikke nødvendigvis stærkere af sig selv. Hvis de ikke længere bruges så ofte, mister de gradvist noget af deres indflydelse.
Det er en vigtig pointe. Forandring handler ikke kun om at kæmpe mod det gamle. Den handler i høj grad om at give det nye nok plads til at vokse.
Jo mere de nye forbindelser bruges, desto mere naturlige bliver de. Samtidig får de gamle forbindelser mindre betydning.
Hvorfor er tilbagefald ikke et tegn på fiasko?
Når et gammelt mønster pludselig dukker op igen, bliver nogle bekymrede for, om de har mistet al fremgang.
Set fra hjernens perspektiv er situationen ofte langt mindre dramatisk.
Gamle neuronbaner forsvinder ikke fra den ene dag til den anden. De eksisterer stadig, selv når nye forbindelser er ved at blive opbygget. Derfor kan hjernen i perioder vælge den gamle løsning, særligt hvis livet bliver belastende.
Det fortæller ikke nødvendigvis noget om, hvorvidt du er på rette vej. Det fortæller ofte blot, at hjernen stadig er i gang med at lære.
Hver gang du opdager mønstret og vender tilbage til den nye retning, styrker du de forbindelser, du ønsker mere af. Derfor er tilbagefald ikke det modsatte af udvikling. De er ofte en del af udviklingen.
Hjernen ændrer sig gennem erfaringer
Noget af det mest håbefulde ved moderne hjerneforskning er erkendelsen af, at hjernen ikke er færdigudviklet i voksenlivet.
Den fortsætter med at lære.
Den fortsætter med at tilpasse sig.
Den fortsætter med at skabe nye forbindelser.
Når du arbejder med et gammelt mønster, sker der derfor mere, end du måske kan se udefra. Hver ny erfaring, hver ny reaktion og hvert lille skridt i en ny retning er med til at påvirke de forbindelser, som hjernen bygger videre på.
Det er netop derfor, at forandring er mulig.
Ikke fordi hjernen kan tvinges til at blive anderledes, men fordi den gennem hele livet har evnen til at lære noget nyt.
