De fleste mennesker har oplevet at reagere hurtigere, end de nåede at tænke.
Måske blev du pludselig irriteret, selvom situationen egentlig var harmløs. Måske begyndte du at bekymre dig, før du kendte alle fakta. Måske sagde du ja til noget, du egentlig ikke havde lyst til, og først bagefter opdagede du, hvad der var sket.
Når det sker, kan det føles, som om reaktionen opstår af sig selv. På mange måder er det præcis det, der sker.
Hjernen er nemlig skabt til at automatisere det, den bruger ofte. Det gør den for at spare energi og gøre hverdagen mere effektiv. Uden denne evne ville vi skulle bruge enorme mængder mental energi på selv de mest almindelige beslutninger.
Det gælder ikke kun praktiske handlinger som at cykle eller køre bil. Det gælder også tanker, følelser og adfærdsmønstre.
Derfor handler automatiske reaktioner sjældent om personlighed. De handler ofte om læring. Hjernen har ganske enkelt lært, at en bestemt måde at reagere på er den hurtigste og mest velkendte løsning.
Hvorfor forsøger hjernen at automatisere adfærd?
Selvom hjernen kun udgør en lille del af kroppens vægt, bruger den en betydelig del af kroppens energi. Derfor arbejder den hele tiden på at gøre hverdagen mere effektiv. En af de måder, den gør det på, er ved at automatisere adfærd.
Når en handling, tanke eller reaktion gentages mange gange, begynder hjernen gradvist at flytte den fra bevidst opmærksomhed til mere automatiske systemer. Forskning peger blandt andet på, at de basale ganglier spiller en vigtig rolle i denne proces.
De basale ganglier fungerer som en slags vanecentral. Her lagres mønstre, som hjernen har lært gennem gentagelser. Formålet er ikke at gøre livet mere kompliceret. Tværtimod. Formålet er at frigøre energi til nye opgaver.
Problemet opstår, når de automatiske mønstre ikke længere hjælper os.
Hvis du gennem mange år har reageret med selvkritik, bekymring eller overansvar, kan hjernen blive meget effektiv til netop disse reaktioner. Ikke fordi de nødvendigvis er hensigtsmæssige, men fordi de er blevet veltrænede.
På den måde kan gamle strategier fortsætte med at styre vores adfærd længe efter, at de har mistet deres oprindelige funktion.
Hvad sker der i hjernen, når noget bliver en vane?
Når vi lærer noget nyt, kræver det opmærksomhed og bevidst indsats. Hjernens forreste områder, herunder den præfrontale cortex, er særligt aktive i denne fase.
Den præfrontale cortex hjælper os med at planlægge, analysere og træffe bevidste valg. Men denne del af hjernen er energikrævende. Derfor forsøger hjernen gradvist at gøre gentagne handlinger mere automatiske.
Efterhånden som et mønster gentages, bliver det mindre afhængigt af bevidst kontrol og mere afhængigt af hjernens vanesystemer. Det betyder, at reaktionen kan aktiveres hurtigere og med mindre mental indsats.
Det er en smart mekanisme, når det handler om praktiske færdigheder. Men den samme mekanisme gælder også følelsesmæssige reaktioner.
Hvis hjernen gennem mange år har lært, at bekymring er en måde at skabe kontrol på, kan bekymring blive en automatisk reaktion. Hvis den har lært, at konflikter skal undgås, kan undvigelse blive et fast mønster.
Over tid kan disse reaktioner føles så naturlige, at vi begynder at tro, at de er en del af vores personlighed, selvom de i virkeligheden ofte er indlærte strategier.
Hvorfor reagerer kroppen nogle gange før tankerne?
En af de ting, der overrasker mange, er, hvor hurtigt hjernen arbejder.
Før vi når at tænke en situation igennem, har hjernen allerede begyndt at vurdere den. Nervesystemet registrerer konstant signaler fra omgivelserne og forsøger at afgøre, om noget virker trygt eller potentielt truende.
Denne proces foregår langt hurtigere end den bevidste tænkning. Derfor kan du opleve uro, irritation eller usikkerhed, før du logisk kan forklare hvorfor.
Hjernen arbejder nemlig ud fra tidligere erfaringer. Når noget minder om situationer, den tidligere har kategoriseret som vigtige eller belastende, kan den aktivere gamle reaktionsmønstre.
Det betyder ikke nødvendigvis, at der er fare på færde. Det betyder blot, at hjernen forsøger at beskytte dig ud fra det, den allerede har lært.
Når mennesker opdager dette, oplever mange en lettelse. For så handler deres reaktioner ikke længere om svaghed eller manglende kontrol. De handler om automatiske mønstre, som hjernen har opbygget gennem livet.
Kan automatiske reaktioner ændres?
Ja, det er faktisk en af de mest interessante ting ved hjernen.
Selvom automatiske mønstre kan føles stærke, er de ikke permanente. Hjernen har en evne til at skabe nye forbindelser og lære nye måder at reagere på. Denne evne kaldes neuroplasticitet.
Når du bliver opmærksom på et mønster og begynder at reagere anderledes, starter hjernen gradvist en ny læringsproces.
I begyndelsen kræver det ofte mere energi og opmærksomhed. Det skyldes, at de gamle forbindelser stadig er stærkere end de nye. Men jo flere gange den nye reaktion gentages, desto stærkere bliver de nye neuronbaner.
Forandring handler derfor sjældent om at fjerne et mønster. Den handler om at skabe et nyt mønster, som hjernen efterhånden begynder at foretrække.
Det er præcis den samme mekanisme, som skabte det gamle mønster. Nu bruges den blot til at skabe noget nyt.
Du er ikke dine automatiske reaktioner
Når en bestemt reaktion har fulgt dig i mange år, kan den føles som en del af den, du er.
Men automatiske reaktioner fortæller ikke hele historien om dig.
De fortæller ofte noget om, hvad hjernen har lært gennem livet, hvilke strategier der tidligere har skabt tryghed, og hvilke mønstre der er blevet gentaget så mange gange, at de er blevet automatiske. Det betyder også, at de kan ændres.
Når du begynder at forstå, hvordan hjernen skaber vaner og automatiske reaktioner, bliver det lettere at møde dig selv med nysgerrighed frem for kritik. For det, der i dag føles som en fast del af dig, kan i virkeligheden være et mønster, som hjernen engang lærte, og som den stadig har evnen til at omskrive.
