Du har besluttet dig for, at denne gang vil du gøre noget anderledes. Du vil sige din mening, sætte en grænse, søge jobbet eller tage den samtale, som du længe har udskudt. Du ved godt, hvad du ønsker at gøre, og du har måske endda forberedt dig på det.
Alligevel sker der noget, når øjeblikket kommer.
Du begynder at tvivle. Du mærker uro, finder grunde til at vente eller siger ja, selvom du havde lovet dig selv at sige nej. Bagefter kan du tydeligt se, at du endnu en gang gjorde det modsatte af det, du egentlig ønskede.
Det er let at forklare det med manglende viljestyrke, usikkerhed eller personlighed. Men der kan ligge en mere sammensat mekanisme bag. Det, der holder dig tilbage, kan være et indlært mønster, som engang hjalp dig med at undgå kritik, afvisning, konflikt eller tab af kontrol.
Problemet er, at mønstret kan fortsætte med at styre din adfærd, længe efter at den situation, som skabte det, er forsvundet.
Hvad er en følelsesmæssig blokering?
En følelsesmæssig eller psykisk blokering er ikke en diagnose, og begrebet har ikke én entydig definition inden for psykologien. Det bruges ofte som en samlet betegnelse for tanker, følelser, overbevisninger og automatiske reaktioner, der begrænser din mulighed for at handle, som du egentlig ønsker.
Blokeringen er derfor ikke en skjult mur inde i dig. Den består af en sammenhæng mellem det, du forventer, det, du mærker, og det, du gør.
Du kan eksempelvis have en overbevisning om, at uenighed fører til afvisning. Når nogen er uenig med dig, mærker du uro og trækker dig fra samtalen. Tilbagetrækningen giver ro her og nu, men betyder samtidig, at du ikke opdager, om relationen faktisk kunne have holdt til, at du stod ved din mening.
På den måde kan en blokering påvirke både din fortolkning af situationen og den erfaring, du får med dig bagefter.
Blokeringen begynder ofte som en løsning
Begrænsende mønstre opstår ikke nødvendigvis, fordi der er noget galt med dig. Mange af dem begynder som forståelige forsøg på at tilpasse sig de omgivelser og relationer, som du befinder dig i.
Et barn er afhængigt af andre og har ikke en voksens muligheder for at forstå eller ændre sin situation. Derfor forsøger barnet at finde ud af, hvilken adfærd der skaber mest tryghed, kontakt og accept.
Hvis du blev mødt positivt, når du var nem, dygtig eller hjælpsom, men mærkede afstand, når du havde behov eller sagde fra, kan du have lært, at tilpasning beskytter relationen. Hvis fejl blev mødt med hård kritik, kan grundighed og kontrol være blevet en måde at undgå ubehag på. Hvis konflikter oplevedes som uforudsigelige, kan du have lært at holde øje med andres humør og forsøge at forebygge deres reaktioner.
Det behøver ikke at være resultatet af én voldsom oplevelse. Overbevisninger kan også formes gennem mange små gentagelser. Efterhånden kan erfaringerne samle sig til nogle grundlæggende forventninger:
“Mine behov skaber problemer.”
“Jeg skal gøre alting rigtigt for at være accepteret.”
“Hvis jeg siger, hvad jeg mener, risikerer jeg at blive valgt fra.”
“Jeg er kun tryg, når jeg har kontrol.”
Overbevisningen bliver ikke nødvendigvis tænkt som en tydelig sætning. Den kan i stedet være til stede som en tavs regel, der påvirker dine valg.
En gammel erfaring bliver til en forventning
Psykologisk forskning i såkaldte skemaer beskriver, hvordan tidlige erfaringer kan danne overordnede mønstre af minder, tanker, følelser og kropslige reaktioner. Et skema fungerer som en forståelsesramme, som nye situationer bliver fortolket igennem.
Det betyder ikke, at din barndom alene bestemmer, hvordan du bliver som voksen. Medfødt temperament, senere erfaringer, relationer og livsomstændigheder har også betydning. Men tidlige erfaringer kan skabe forventninger, som bliver aktiveret, når en situation minder om noget, du tidligere har oplevet.
Forestil dig, at du har lært, at det kan koste relationen at sige fra. Som voksen oplever du, at en kollega endnu en gang lægger en ekstra opgave over til dig.
Situationen i sig selv er, at du bliver spurgt, om du kan påtage dig opgaven. Men du hører måske noget mere:
“Hvis jeg siger nej, bliver hun irriteret.”
“Så synes de, at jeg er besværlig.”
“Jeg risikerer at blive holdt udenfor.”
Det er ikke sikkert, at tankerne når at blive formuleret bevidst. Du mærker måske bare uro og hører dig selv sige ja.
Det er her, fortiden kan komme til at påvirke nutiden. Du reagerer ikke kun på kollegaens spørgsmål. Du reagerer også på det, som et nej tidligere har betydet for dig, og på det, som du forventer vil ske nu.
Sådan kommer mønstret til at holde sig selv i live
En blokering kan blive ved med at eksistere, fordi den skaber en cirkel, der bekræfter sig selv. En situation aktiverer en gammel overbevisning, som påvirker din fortolkning af det, der sker. Fortolkningen vækker ubehag, og du reagerer på den måde, der tidligere har hjulpet dig med at føle dig mere sikker. Reaktionen dæmper måske uroen i øjeblikket, men samtidig forhindrer den dig i at få en ny erfaring, der kunne udfordre overbevisningen.
Når du siger ja til kollegaens opgave, falder uroen måske med det samme. Du undgår den mulige konflikt og behøver ikke finde ud af, hvordan hun ville reagere på et nej. Din tilpasning virker derfor som en løsning i situationen.
Prisen viser sig først senere. Du bliver presset, irriteret på dig selv eller sidder med en følelse af endnu en gang at være blevet overset. Samtidig har du ikke fået mulighed for at opdage, at kollegaen måske ville have accepteret din grænse. Derfor kan din gamle overbevisning om, at det er farligt at sige nej, fortsætte uforstyrret.
Den kortvarige lettelse er vigtig for at forstå, hvorfor du kan blive ved med at gentage en handling, som ikke gavner dig på længere sigt. Du fortsætter ikke, fordi du ønsker konsekvenserne, men fordi reaktionen hjælper dig væk fra et ubehag her og nu.
Forskning i undgåelsesadfærd viser, at undgåelse og forskellige sikkerhedsstrategier kan dæmpe frygt eller uro med det samme. Når du undgår den situation, du frygter, får du imidlertid heller ikke mulighed for at opdage, om det, du forventede, faktisk ville være sket. Dermed kan mønstret fortsætte, fordi det aldrig for alvor bliver udfordret.
Du ser lettere det, der bekræfter overbevisningen
Når en overbevisning har fulgt dig længe, kan den også påvirke, hvad du lægger mærke til.
Hvis du forventer afvisning, bemærker du måske hurtigt et kort svar, et ændret tonefald eller en besked, der ikke bliver besvaret. Tegn på accept kan være sværere at få øje på eller tage alvorligt.
Det kaldes bekræftelsesbias. Vi mennesker har en tendens til at lægge mere mærke til, fortolke og huske information, som passer til det, vi allerede tror. Det betyder ikke, at du bevidst leder efter noget negativt. Din opmærksomhed er blot blevet indstillet til hurtigt at opdage det, som overbevisningen har lært dig er vigtigt.
En enkelt kritisk bemærkning kan derfor komme til at fylde mere end ti positive tilbagemeldinger. Et nej kan opleves som bevis på, at ingen vil hjælpe dig, mens de gange, hvor andre sagde ja, bliver forklaret som tilfældigheder.
Overbevisningen påvirker på den måde både din forventning, din opmærksomhed og din adfærd. Derfor kan den blive ved med at føles sand, selvom virkeligheden er mere nuanceret.
En blokering kan være skjult i velfungerende adfærd
Blokeringer viser sig ikke altid som tydelig handlingslammelse. De kan være skjult i adfærd, som omgivelserne værdsætter.
Perfektionisme kan ligne ambition. Kontrol kan ligne ansvarlighed. Overtilpasning kan ligne omsorg. Konstant forberedelse kan ligne grundighed.
Det afgørende er ikke alene, hvordan adfærden ser ud. Det er også, hvad der driver den, hvor frit du kan vælge, og hvad den koster dig.
Der er forskel på at hjælpe andre, fordi du gerne vil, og at hjælpe, fordi du ikke føler, at du kan sige nej. Der er forskel på at gøre sig umage og at være så bange for at fejle, at du aldrig bliver færdig. Der er også forskel på at planlægge en opgave og at blive ved med at forberede dig, fordi det føles for risikabelt at handle.
En brugbar måde at undersøge forskellen på er at spørge dig selv:
Hvad frygter jeg, der vil ske, hvis jeg gør noget andet?
Svaret kan pege på den overbevisning, som ligger under adfærden.
Når en reaktion bliver forvekslet med personlighed
Når du har reageret på den samme måde gennem mange år, bliver adfærden velkendt. Du begynder måske at beskrive dig selv som konfliktsky, kontrollerende, usikker eller som en person, der altid overtænker.
Forskning i vaner og identitet peger på, at det, vi gør gentagne gange, kan blive tæt forbundet med vores opfattelse af, hvem vi er. Derfor kan et indlært mønster med tiden føles som et fast personlighedstræk.
Men der er forskel på din personlighed og en reaktion, som du har lært at bruge i bestemte situationer.
At du ofte har trukket dig fra konflikter, betyder ikke nødvendigvis, at du grundlæggende er ude af stand til at stå ved dig selv. Det kan betyde, at tilbagetrækning har været den strategi, som føltes mest sikker.
Denne forskel er afgørende. Hvis du opfatter mønstret som hele din identitet, kan forandring føles som et krav om at blive en anden. Hvis du ser det som noget, du har lært, bliver det muligt at undersøge, om reaktionen stadig beskytter dig, eller om den nu begrænser dig.
Du skal ikke bekæmpe det, der forsøgte at beskytte dig
Det er let at blive vred på sig selv, når man opdager et mønster, der har begrænset ens valg gennem lang tid. Du kan tænke, at du burde have sagt fra noget før, handlet anderledes eller været stærkere. Men hård selvkritik hjælper dig ikke nødvendigvis med at forstå, hvorfor reaktionen opstod. Den kan i stedet blive endnu et lag oven på det mønster, du allerede kæmper med.
Formålet er ikke at gøre dig selv forkert eller presse reaktionen væk. Det er at forstå, at den sandsynligvis har haft en funktion. Måske hjalp den dig engang med at bevare kontakten til andre, undgå kritik eller skabe en følelse af kontrol. At reaktionen begrænser dig i dag, betyder ikke, at den altid har været meningsløs.
Forandring kan begynde, når du opdager det øjeblik, hvor mønstret tager over. Du kan lægge mærke til, hvad der skete lige før, hvilken betydning du gav situationen, og hvad du forventede ville ske. Du kan også undersøge, hvilket ubehag reaktionen hjalp dig med at undgå, og hvad den kostede dig bagefter.
Når du ser hele sammenhængen, bliver reaktionen mindre mystisk. Du opdager, at den ikke er et bevis på, hvem du er, men en løsning, du har lært at bruge. Spørgsmålet er derfor ikke, hvordan du hurtigst muligt slipper af med den. Spørgsmålet er, om den stadig beskytter dig, eller om den nu holder dig fast i noget, du ikke længere har brug for.
Dine blokeringer kan påvirke din adfærd, uden at du opdager det. Men de er ikke hele dig. De fortæller først og fremmest noget om, hvad du har lært at beskytte dig imod.
