Når vi hører ordet traume, tænker mange på store, dramatiske begivenheder. Ulykker, overgreb eller krig. Noget, der tydeligt stikker ud i livshistorien og næsten kræver en forklaring.
Men for mange mennesker handler traumer ikke om én enkelt hændelse, der kan peges på. Det handler om det, der skete i kroppen, mens man prøvede at klare sig. Om stress, der aldrig rigtig fik lov at falde igen. Om et alarmberedskab, der blev hængende. Om følelser, der blev holdt nede, fordi der ikke var plads til dem.
Når hovedet er videre, men kroppen ikke er
Mange fortæller, at de egentlig godt ved, at det er overstået. At de har tænkt det igennem og forstår, hvorfor tingene blev, som de blev. Alligevel reagerer kroppen. Hjertet slår hurtigere, musklerne spænder, vejrtrækningen bliver overfladisk, og man kan føle sig urolig eller udmattet uden helt at kunne forklare hvorfor. Det kan føles, som om kroppen ikke har fået besked om, at faren er ovre.
Kroppen arbejder ikke med forklaringer og logik på samme måde som hovedet. Den arbejder med erfaring. Hvis den har lært, at noget er farligt, uforudsigeligt eller overvældende, vil den reagere, når noget minder om det, også selv om situationen i dag er helt anderledes.
PTSD og kompleks PTSD handler om mere end enkelte hændelser
Når man taler om posttraumatisk stress, PTSD, forbindes det ofte med tydelige, voldsomme hændelser, hvor kroppen bliver ved med at reagere, som om faren stadig er til stede. Ved kompleks PTSD er billedet ofte et andet. Her har belastningen stået på over længere tid, uden mulighed for at komme i sikkerhed eller få tilstrækkelig støtte.
Det kan handle om at vokse op med uforudsigelighed, følelsesmæssig forsømmelse, gentagne grænseoverskridelser eller et konstant pres for at skulle tilpasse sig. I de tilfælde er det ikke én enkelt situation, kroppen husker, men et helt miljø.
Reaktionerne viser sig derfor ofte som en vedvarende indre spænding, svært ved at finde ro, en tendens til at tage for meget ansvar, stærk selvkritik eller vanskeligheder ved at mærke egne behov. Udefra kan det ligne personlighed eller vaner, men indefra handler det ofte om et nervesystem, der har været på overarbejde i meget lang tid.
Kroppen husker, også når vi ikke selv gør
Traumer lagrer sig ikke kun som minder, men også i kroppen. I muskelspændinger, vejrtrækning, søvn og måden, man reagerer på i pressede situationer. Det er derfor, man godt kan have glemt eller bagatelliseret det, man har været igennem, men stadig leve med konsekvenserne i kroppen.
Kroppen har ikke haft mulighed for at fuldføre de naturlige stressreaktioner og vende tilbage til ro. Den bliver derfor stående i beredskab. Ikke fordi den er i stykker, men fordi den gør det, den engang lærte, der skulle til for at komme igennem det.
Heling handler ikke om at genfortælle alt det, der skete
Når man hører ordet traume, tror mange, at terapi nødvendigvis handler om at gennemgå fortiden i detaljer. Men i mange terapiformer er fokus i høj grad på det, der sker i kroppen her og nu.
Det kan handle om at blive opmærksom på, hvornår man spænder op, hvornår man lukker ned, og hvornår man mister kontakten til sig selv. Ved at arbejde med kroppens signaler og regulering kan man gradvist lære nervesystemet, at faren er ovre, også selv om hovedet har vidst det længe.
Det handler ikke om at åbne gamle sår, men om at give kroppen nye erfaringer med tryghed, stabilitet og støtte.
Dine reaktioner er ikke et tegn på svaghed
Mange, der lever med traumer, også dem, der ikke selv bruger det ord, skammer sig over deres reaktioner. De fortæller sig selv, at de burde kunne klare mere, at de overdriver, eller at de bare er for følsomme.
Men et nervesystem, der har lært at være på vagt, reagerer hurtigt. Et nervesystem, der har lært at tilpasse sig, siger ja, selv når det burde sige stop. Og et nervesystem, der har lært at lukke ned, mærker ofte først behovene meget sent.
Det er ikke tegn på personlig svaghed, men på tilpasning.
At give kroppen det, den ikke fik dengang
Forandring sker ikke kun gennem indsigt. Den sker gennem gentagne oplevelser af, at noget nu er anderledes. At der er støtte, at tempoet kan sænkes, at man må mærke sine grænser, og at man ikke behøver klare det hele selv.
Når kroppen begynder at opleve mere tryghed, falder alarmberedskabet langsomt. Ikke fordi man har tænkt sig ud af det, men fordi systemet får nye erfaringer at arbejde med. Det tager tid, og det er helt normalt, men det er også derfor, mange oplever, at terapi ikke kun giver forståelse, men også en mere stabil og rolig fornemmelse i kroppen over tid.
Det, du bærer i kroppen, er ikke et personligt nederlag
Hvis du kan genkende dig selv i at være træt uden at vide hvorfor, være anspændt uden tydelig grund eller reagere stærkere, end du selv synes giver mening, så er der ikke nødvendigvis noget galt med dig.
Det kan være, at din krop stadig passer på dig, som den engang lærte, den skulle.
Traumer handler ikke kun om det, der skete, men om det, kroppen ikke fik lov at slippe igen. Og det betyder også, at der findes veje til at give kroppen den ro, den aldrig helt fik dengang.
Hvis du kan genkende, at din krop stadig reagerer på noget, der ligger tilbage i tiden, kan du læse mere om, hvordan jeg arbejder med traumer og tidligere oplevelser.
